Da forlaget ringede for at fortælle at de havde læst og antaget min roman, Det eneste rigtige, sagde min redaktør: “Den er ulidelig at være inde i”.
Heldigvis sagde hun det på en begejstret måde.
Herefter fortalte hun mig, hvad hun så i teksten, talte om sproget og om overraskelserne, og jeg lyttede, stum, mens jeg fik tårer i øjnene over at hun havde læst den. Sådan LÆST den. Hun havde set og forstået min tekst, oplevet den. Lige dér var jeg tilfreds, helt fuldstændig tilfreds. Min tekst boede i et andet menneske, min tekst havde åbnet et menneske og et menneske havde åbnet teksten. Jeg behøvede ingen udgivelse. Men nu, hvor udgivelsen rent faktisk nærmer sig, så glæder jeg mig selvfølgelig. Jeg håber, at min roman vil blive set og oplevet, at den vil blive åbnet og at den vil åbne. Det er jo det det hele handler om.