Hvor lyset er – ny roman på vej

Hvor lyset er udkommer 4. juni 2020 på Forlaget Gyldendal

Den 4. juni 2020 udkommer min fjerde roman, HVOR LYSET ER, en historisk roman om kærlighed, uægte børn, bohemeliv, kunst, sygdom og mørke. Jeg glæder mig sådan til at dele den med jer. Både fordi fortællingen ligger mig på sinde, og fordi det er blevet sådan en smuk bog.

HVOR LYSET ER handler om kunstneren Carl Fischer, som levede fra 1887-1962. Han arbejdede smukt med hvad man kan kalde sjælens portræt, det følsomme og intense studie. Modellen var som regel hans elskede hustru, Ely.
De to levede også et intenst liv sammen. De levede for kunsten, og Ely arbejdede hele livet tæt sammen med Carl som hans model og forretningsfører. De fik hurtigt et barn, som de gav fra sig. Sønnen blev sendt tilbage i favnen på de to, da han var fire år gammel, under den spanske syge, og deres familieliv blev præget af komplekse følelser. Det blev ikke mindre kompliceret af, at Ely på et tidspunkt hvor Carl ikke kunne male, lod sin søster flytte ind hos dem og være Carls model.

Virkeligheden som inspiration
Virkelighedens Carl Fischer var min mands oldefar, og hans måde at være på, fx måden han var far på, har sat sig spor i familien. Jeg var nysgerrig efter at forstå hvordan han kunne give sit barn fra sig og senere, da sønnen kom hjem, ikke var hvad man kan kalde en kærlig far, for ham. Familien ejer en masse Fischer-værker, og der løber den her følsomhed i dem, en indsigt, som hans søn ikke mærkede meget til. Jeg ville finde om bag det ydre – ligesom Carl Fischer gør i sine portrætter – og skabe en forbindelse til ham og Ely.
Jeg har skrevet på en omfattende research og på de minder og fortællinger der er i familien. Al den historiske og faktuelle viden fandtes efterhånden som knappenåle på et kort over Carl og Elys liv. Alle de her ting de havde oplevet, sagt og gjort, og som jeg vidste. Meget af det følte jeg var vigtigt. Men deres væsen er umuligt at fange med knappenåle og for at indfange det, måtte jeg slippe det hele og lade mig synke ind i fortællingen, opleve det, skrive alt det frem jeg ikke vidste, men mærkede.
Manuskriptet blev til HVOR LYSET ER, og omslaget har Alette Bertelsen lavet over et originalt Carl Fischer papirklip fra 1945 (hvis tilblivelse vi følger i romanen).
Kh Malene Ravn

Ny roman: I DINE ØJNE

I DINE ØJNE er udkommet og har fået en varm modtagelse. Lige nu er romanen i restordre, og der kommer snart et nyt oplag fra tryk.  Jeg er lykkelig over, at der er så stor efterspørgsel, og der skulle heldigvis være masser af eksemplarer ude i de fleste butikker.
Her er en række fotografier fra udgivelsesreceptionen og interview/oplæsningsarrangementer. Hvis du gerne vil møde mig og høre mere om I DINE ØJNE, så tjek kalenderen. Jeg håber vi ses.

 

         

     

 

 

 

 

I DINE ØJNE – ny roman på vej

I DINE ØJNE udkommer 20/9 på forlaget Gyldendal. Det er historien om Erik, som bliver født som uægte unge i 1930’ernes Aalborg, historien om hans kinesiske far, hans unge mor og den familie, det lykkes ham at skabe i København.

Jeg har skrevet romanen over min veninde Jette Lehmanns familiehistorie og har ført mange samtaler med hendes far Poul Erik, som har bidraget helt uundværligt til fortællingen.

Jeg håber du vil læse med. Er den ikke smuk? Forsiden er skabt af Alette Bertelsen, og billedet af den lille Erik er et fotografi af virkelighedens Poul Erik (venligt udlånt af Jette Lehmann).