Ny roman 8. marts 2016

Malene_Ravn_roman

I dag afleverede jeg korrekturen til “Mia”. Over jul og nytår har jeg tygget på kommaer, og helt op til deadline i dag har jeg vendt og vredet ord og sætninger til det hele lagde sig smukt på plads.

Jeg har haft mange søvnløse nætter over den roman. Lige fra begyndelsen har den skabt uro; karaktererne har vækket mig om natten, begivenheder har rusket i mig og selv de mindste ord har krævet deres. Nu er der faldet ro på. Det virker som om at alt er som det skal være. Mia, min hovedperson, som har fyldt så meget inde i mig, har trukket sig tilbage, lagt sig til ro på siderne.

“Mia” er blevet en kompakt og heftig roman. Jeg er så spændt på, hvordan du vil læse den, om du vil kunne lide den, om det er lykkedes mig at forløse Mias historie så du også vil blive lige så opslugt af den, som jeg har været og er. Jeg er så spændt på at høre hvordan du forstår den. Jeg GLÆDER mig til at slippe “Mia” ud i verden den 8. marts.

malene_ravn_roman_korrektur

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone

Mia! Ny roman på vej

Så er kontrakten underskrevet og manuskriptet til “Mia” er NÆSTEN færdigt. Jeg taler med dyrlæger, sygeplejersker, fødevarestyrelsen, tjekker detaljer om øjenforbindinger, sting i læber og tyres slagtevægt og får rettet de sidste kommaer, og SNART sender jeg manuskriptet ind. Jeg gruer og glæder mig, og især glæder jeg mig til snart at kunne vise dig, hvordan forsiden kommer til at se ud. Den er vild og flot.

Malene Ravn forlagsaftale

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone

Tak! Og nogle billeder

Jeg har deltaget i en masse dejlige arrangementer i de sidste måneder. Det har været skønt at møde så mange spændende og engagerede mennesker, at læse op og snakke om ‘Det eneste rigtige’.
Nu har jeg brug for at fordybe mig i den nye roman, og jeg slukker lidt for udadvendtheden i et stykke tid. Jeg glæder mig til at vende tilbage, når der er nyt at fortælle.

Her er billeder fra nogle af arrangementerne

IMG_2781

maleneravnIMG_3281literaturhaus1IMG_3380IMG_3384foto-622615_833230856714049_1370135865776259044_nIMG_3345

 

 

 

 

 

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone

Masser af arrangementer – kom!

Jeg deltager i masser af arrangementer i den kommende tid, og måske har du lyst til at komme?

Tirsdag den 3/2 er der Poetisk Tirsdag i Gallery Boheme. Jeg læser op sammen med Seimi Nørregaard og Harald Voetmann. Det Poetiske Bureau arrangerer og det sker i Snaregade 12, Kbh., kl. 19. Bagefter er der åben mikrofon.

Torsdag den 5/2 2015 er der Forfatterdebutanter på Lyngby Bibliotek. Karsten Pharao interviewer mig, Mette Jensen Hayles (Jizz) og Jesper Bugge Kold (Vintermænd). Lyngby Bibliotek, Lyngby Hovedgade 28, kl. 19

Onsdag den 11/2 2015 er der Debutantmøde på Frederiksberg Bibliotek kl. 17-18. Og det er mig, der snakker, den dag. Andre onsdage kan du møde Thomas Rydahl og Betina Birkjær.

Torsdag den 19/2 læser jeg op i LiteraturHaus i Møllegade, 2200 Kbh N. Det er kl. 19 og Anne-Marie Vedsø Olesen og Aron Bang kommer også. Guttormsen/Jonsson Duo står for musikken.

Onsdag den 4/3 2015 taler jeg og forfatteren Anne-Sophie Lunding-Sørensen sammen om fremstillingen af kærlighed i vores romaner. Det er et arrangement under København Læser, og det foregår i Bakkehusmuseet, Rahbeks Allé 23, Frederiksberg C kl. 19.30-20.30

Lørdag den 14/3 kl. 11 læser jeg op og taler med forfatteren Michael Robak om vores bøger “Det eneste rigtige” og “Hele byen ved det”. Det sker på Gentofte Bogmesse, og der er fine arrangementer hele dagen, bl.a. kommer Iben Mondrup og taler om Godhavn. Gentofte Bibliotek, Ahlmanns Allé 6, Hellerup fra kl. 10.

Følg med i kalenderen, jeg glæder mig til at se dig.

lyngbyoplæsning

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone

Slotsweekend med Colin – på hvermandag.dk

Hvermandag.dk er en crowdfunded tekstservice til dig, der kan lide at læse og gerne vil smage på forskellige forfattere. Hvermandag.dk mailer dig en ny tekst fra en ny forfatter, hver mandag.

Jeg er meget stolt over at have bidraget med en tekst den 29. december 2014:

Tekst #35

SLOTSWEEKEND MED COLIN

Det her er højdepunktet i vores forløb, eller her er vi, her er vi nået til, så hvis vi antager, at vi er inde i en støt stigende bevægelse, opad, udad, videre – og det var vel udgangspunktet, årsagen til det hele, grunden til at vi to valgte hinanden, forkastede dem vi havde og startede forfra, som om det var muligt, det var fordi vi ville mere, vi ville have mere, vi kunne mere, vi skulle have mere, måtte have mere, og hertil er vi kommet, og vores udgangspunkt må have været meget lavt, hvis det her skulle være toppen, så figuren må antages at have taget en anden form, hvis vi startede på ti, har vi taget nogle ture op, helt sikkert op, vi har sprængt vores udgangspunkt i småstykker og sat af, kraften var enorm, men bevægelsen har udgjort en bue, og nu går det nedad, og nu har vi for længst passeret ti igen, vi må have passeret nul, vi må være på minus, hvis nul udgjorde mit oprindelige udgangspunkt, Virum, den absolutte smalhals, så er vi nu her, jeg har aldrig været her før, slet ikke med dig, jeg er i Jylland, på et gods, uden for Skanderborg, jeg ligger i en himmelseng, vi har været til vinsmagning, først var der kaffe og kage, og så gik vi op for at tage os en lur, vi havde to timer inden middagen, og vi gik op, vinen boblede i os, og vi lagde os i himmelsengen, ja, her er virkelig en himmelseng, og jeg gik på toilettet, og du lagde dig, og da jeg kom tilbage, kravlede jeg op i himmelsengen, og du blev liggende ovre i din side, og vi stillede uret på en time, ellers ville du blive helt væk hvis du sov mere, sagde du, og så lagde du dig til at sove, du lukkede dine øjne og blev liggende ovre i din side, sådan en himmelseng kan være flere kilometer bred, du lagde dig til at sove, og her ligger vi så. Efter syv år er det her hvad vi har opnået, et gavekort på en luksusweekend, frit valg mellem 22 danske herregårde, godser og slotte, der er mousserende vin på værelset ved ankomst, der er kaffe og hjemmebagt kage, der er vinsmagning, der er fem retter mad, der er kaffe med sødt, der er morgenbuffet, der er jyder i cowboybukser og ballerinasko og permanentet hår og stenansigter, der er køn natur, der er fred og ro og der er en bryllupsfest i gang i riddersalen, og der er først og fremmest himmelseng, og her ligger vi så, det var her vi nåede til. Du lader ikke en gang som om du sover, du sover virkelig, jeg har ligget og stirret på dig i 12 minutter, der er ikke en sitren i en eneste nerve, og nu begynder du at snorke, ganske lavt, men du snorker, du har det godt, og her ligger vi. Om halvanden time er der fem retter mad, jow jow, det er da godt, jow jow, vi har det godt og hvad mere kan man ønske sig, jeg går ingen steder, nej nej, jeg ser hvordan jeg marcherer ud ad landevejen, rasende, mine arme svinger frem og tilbage, jeg går og går, ind mod byen, gu gør jeg da ej. Jeg lægger mig ned og vender ryggen til og beroliger mig selv, du er træt, det har ikke noget med mig at gøre, med mig og dig at gøre, du har al mulig grund til at være træt, og det der raseri det er noget af det mest ukonstruktive, vi har været det igennem, det er ikke alt der drejer sig om mig, lad nu manden få sin søvn – jeg ville for øvrigt selv have godt af en lur. Det var da også mit eget forslag med en lur. Og træk nu vejret. Og vi har det godt, sådan et dejligt gavekort og sådan et kønt sted, slotsweekend, gourmetophold, luksusweekend! Jow jow.

———

Malene Ravn, født 1971. Debuterede med romanen Det eneste rigtige i 2014. Hendes seneste udgivelse er Besked – 7 talebeskeder på SMSpress.

———

Du kan abonnere på hvermandag.dk: Gå ind og skriv dig på maillisten her – det er godt og gratis.

Unknown

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone

Det eneste rigtige i Femina

Du kan læse om mig og Det eneste rigtige i ugebladet Femina i denne uge. Susanne Cordes har interviewet mig om sammenbrud og synlighed – og om romanen selvfølgelig.

Claus Boesen har taget billederne.

IMG_2558   IMG_2559IMG_2560

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone

Det eneste rigtige i 2. oplag

Det eneste rigtige udkommer nu i 2. oplag. Det er virkelig dejligt, og jeg er så glad og taknemmelig over, at min romandebut er gået så godt. Jeg har fået så fine anmeldelser og så mange gode tilbagemeldinger fra mennesker, der har læst min bog. Det var en livsdrøm, der gik i opfyldelse, da bogen udkom – at den er blevet modtaget så godt er jo helt … fantastisk.

Det kan kun blive en god jul 🙂

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone

Debut på BogForum 2014

Så besøgte jeg BogForum som forfatter! Jeg åbnede Gyldendals Tranescene sammen med Ann Mariager, som interviewede mig om Det eneste rigtige. Der var propfuldt af mennesker, jeg var kun lidt nervøs og alt gik fint. Bagefter signerede jeg bøger og talte med nogle af dem, der havde overværet samtalen. Der kom ovenikøbet en autografjæger forbi! Så har man jo næsten prøvet alt 🙂
MaleneRavn+AnnMariager

BogForum var også starten på et nyt projekt: Jeg udgav BESKED sammen med SMSpress. BESKED er 7 talebeskeder, som jeg har skrevet og speaket. Når du har bestilt BESKED modtager du talebeskederne som talemeddelelser i din mobiltelefon. Se mere på SMSpress’ hjemmeside.

SMSpress BESKED

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone